A voyage discovery to Japan

Mød fotograf Olivia Rohde til en ærlig snak om selvværd, succes og en helt særlig rejse, der fik stor indflydelse på hendes liv både privat og professionelt.
Når Olivia deler ud af sine tanker, hører man en selvindsigt og refleksion, som ikke bare er inspirerende, men som også er dybt fascinerede at møde hos en kvinde på bare 29 år.
Som fotograf må man lære at prissætte sig selv og definere ‘hvad er jeg værd’. Samtidig skal man kunne stå ved sig selv i en branche hvor konkurrencen er hård og sammenligningskulturen er endnu større, og nogle gange skal man rejse til en kultur så langt fra den danske, som man overhovedet kan komme, for at finde lige den indsigt, der skal til.

SELVSTÆNDIG MED SELVVÆRD

Olivia Rohde blev uddannet fotograf i 2015 fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og blev selvstændig allerede samme år. En vej som fotografuddannelsen lægger op til, man skal gå. Men udover at opdage, at virksomhedsøkonomi ikke havde været et fag på skemaet, manglede Olivia også en anden vigtig viden i forhold til at være sin egen virksomhed. Hun var i tvivl om, hvordan hun skulle prissætte sig selv som ny-uddannet fotograf, og stod tilbage med spørgsmål som: “Hvad er mit arbejde - og jeg - egentlig værd?”
De første år som selvstændig oplevede Olivia, hvor tabubelagt det er at tale om prissætning og løn kolleger imellem. Hun stod ofte og skulle overveje erfaring og materiale til sit portfolio op mod en ordentlig løn og at turde stå ved sig selv og egne evner.

“Det første år som selvstændig arbejdede jeg så underbetalt, at jeg lige så godt kunne have gjort det gratis.”

På bare 6 år er det lykkedes for Olivia at oparbejde et spændende og alsidigt portfolio, og hun arbejder i dag med mange forskellige fashion brands. Men konkurrencen om arbejde er hård, og det har været en vigtig læring at turde stå fast og sige: ”Jeg må godt - jeg er det værd”, selvom det nogle gange betyder, at man ikke får jobbet og den eksponering, der følger med.

“En stor milepæl, i min udvikling som selvstændig, har været at sige nej til et underbetalt job. Også af respekt for mine betalende kunder, der prioriterer at betale mig en ordentlig løn.”

SAMMENLIGNINGS-UTOPI

Som selvstændig fotograf skal man have is i maven. Der er uger med masser af arbejde, men der er også uger uden. Og når en pandemi pludselig rammer, og alt fast arbejde bliver revet væk under fødderne på en, kan det være svært ikke at blive opslugt af de sociale mediers succes-skildring af alle andre mennesker.
Instagram er et vigtigt medie som fotograf i forhold til at dele sine billeder og dermed også at få nye kunder, men det er samtidig også en verden, hvor de utopiske mennesker bor, og hvor selvværdet hurtigt forsvinder.

“Jeg oplevede at føle en jalousi-agtig følelse, som jeg ikke plejer at have, og det skal man ikke. Man skal unde folk alt det, de laver”.

Olivia fortæller, hvordan et år med corona og usikkerhed, også for hende, var med til at udviske linjerne mellem det professionelle og det private brug af SoMe medier. Det blev pludselig sværere ikke at komme til at ‘kigge andre over skulderen’ og sammenligne sig med deres arbejde og tekniske bedrifter, og hun blev både træt og frustreret over at lade sig påvirke så meget af et medie, hun rationelt godt ved ikke afspejler virkeligheden.

Denne selvindsigt har medvirket til, at Olivia turde være med til at åbne dialogen mere op imellem fotografer. Hun ønskede at være med til at skabe en kontakt til kolleger, der inspirerer med deres arbejde, og at dele åbent og ærligt om de emner, der stadig er tabubelagte i branchen, såsom løn og budgettering. Olivia har oplevet, hvordan et år med corona har været med til at danne et større fællesskab, hvor det pludselig blev synligt, at alle var i samme båd og har kæmpet med de samme udfordringer både privat og professionelt.

“Man bliver belønnet for at lægge hovedet på blokken. I bund og grund er alle mennesker jo rigtig søde og rare.”

TUREN GÅR TIL JAPAN

Det sidste år har ganske vist stået i conorans tegn, men for Olivia var optakten til den første nedlukning tilbage i marts 2020 en helt anden end for langt de fleste af os.

Olivia landede i Kastrup Lufthavn d. 12. marts til en verden, der så helt anderledes ud end da hun tog afsted 4 uger tidligere. I særdeleshed også anderledes i forhold til alle de kulturindtryk og store oplevelser, hun tog med sig hjem fra Japan, som uden tvivl har ændret hendes måde at tænke på om sig selv og sin identitet som fotograf.
De billeder Olivia tog på sin rejse har en helt særlig betydning for hende, og de symboliserer et stykke arbejde, hvor alt det, der oprindeligt inspirerede hende til at blive fotograf, pludselig går op i en højere enhed.

“Det er billeder, hvor alt det, der blev prædiket om i forhold til at engagere sig i et billede, og have noget at sige med det, pludselig kom til sin ret.”

Første gang Olivia besøgte Japan var tilbage i 2018. Hun fik billetten i fødselsdagsgave af sin mand, og rejsen skulle være deres bryllupsrejse til en destination, de sammen skulle opleve for første gang.
Da de ankom til Tokyo, var indtrykkene overvældende og konstante. Nærmest som at stå en kulisse af kunstigt lys fra billboards med skyskrabere og mennesker overalt, og hvor den offentlige måde at begå sig på var helt uvant for dem.

“Der er så fandens rent over det hele, at man nærmest får en hjerneblødning over det. Der er så mange mennesker over det hele, og alt er bare så strømlinet.”

Olivia og hendes mand havde hjemmefra besluttet sig for at acceptere det faktum, at de var turister. De vidste, at landet var stort og fuld af uendelige muligheder, og derfor valgte de at følge den klassiske ‘Turen Går Til’ i stedet for at have ambitioner om at finde nye, uudforskede steder.

“Hvis der er nogle store pile, der lyser og siger HER GÅR MAN IND, så går vi ind der. Ligesom alle de andre”.

Denne taktik viste sig at være den helt rigtige for et førstegangsbesøg til Japan, men samtidig gik der også kun få dage før Olivia og hendes mand vidste, at de blev nødt til at vende tilbage til Japan inden for kort tid.
Og i 2020 var det netop hvad de gjorde. Denne gang med en detaljeret rejseplan udarbejdet hjemmefra med ønsket om at få fuldt udbytte af Japans alsidige kultur og natur.
Denne gang rejste de først 2 uger sammen, og Olivia fortsatte herefter alene ud i det traditionelle Japan, hvor tempoet er et helt andet end det, man møder i Tokyo, og hvor naturen og buddhismen er i højsædet.

ET BILLEDE OPLEVES BEDST ANALOG

For Olivia har rejserne til Japan været kunstneriske milepæle i hendes karriere som fotograf. Et stykke arbejde, hun ikke bare er stolt af, men som også sat permanente aftryk på hendes tilværelse. For selvom hun elsker at arbejde inden for fotograf-fagets mange facetter, så er det selvsagt ikke alle jobs, der spiller en afgørende rolle i hvordan man opfatter, og tænker om, sig selv.

“Jeg har lavet masser af jobs, som jeg har elsket, men hvor jeg ville have været den samme person uanset, om jeg havde taget de billeder eller ej. Men Japan har ændret mig”

Mange tænker nok, at en fotograf der rejser rundt i land som Japan vender hjem med 20.000 billeder og hvert motiv i utallige variationer. Sådan forholder det sig dog ikke for Olivia, der meget bevidst rejste afsted med et analog kamera, og mission om ikke at jagte det perfekte billede.
Der findes dermed kun et enkelt billede af hvert motiv fra Olivias rejse i 2020. Når man ser på billederne, er man ikke i tvivl om, at hvert billede rummer en historie og dybde, der kun kan indfanges ved selv at opleve momentet samtidig med at der affotograferes en enkelt gang, når intuitionen fortæller, at det er det helt rigtige tidspunkt.

“Jeg føler ikke, jeg skaber det perfekte billede, jeg føler, jeg ser det perfekte billede, og så affotograferer jeg det.”

Arbejdet med analog fotografering kan nogle gange betyde, at et motiv, man havde forelsket sig i går tabt, fordi billedet simpelthen ikke fungerer teknisk.
Det er præmissen, når der kun tages det ene billede, men for Olivia er det også en vigtig faktor i arbejdet og udvælgelsen af billederne efterfølgende. Hun tror på, at der var det ene moment til at tage det rigtige billede, og hvis det ikke blev godt, så var det ganske enkelt ikke meningen, hun skulle have det billede.

MIKO - NÅR ALT GÅR OP I EN HØJERE ENHED

Særligt et billede fra Japan har fået en speciel betydning for Olivia. Et billede, der både teknisk rammer alle de rigtige parametre, men også hvor selve motivet vækker tanker og følelser hos beskueren.
Billedet har fået navnet ‘MIKO’, det Japanske ord for præstinde, og viser en ung Japansk Miko, der går med ryggen til kameraet.
Hun er iført traditionelle klæder, en chihaya, bestående af en hvid kimono-skjorte og rød hakama - enten bukser eller nederdel.

Billedet er taget i Kyoto i et tempel med en kæmpe gårdsplads afgrænset af søjler, der gav et unikt lysindfald. Da Olivia fik øje på kvinden, havde hun i lang tid kun set og mødt mandlige munke i de buddhistiske templer, og hun blev draget af den unge kvinde, der så så stærk ud i sin rolige gang.

“Da jeg tager det billede, kan jeg mærke, jeg får adrenalin i kroppen, fordi jeg bare skal have det billede. Jeg tror på karma. Der er en mening med, at hun var der, der er en mening med, at jeg skal tage billedet, og der er også en mening med, at jeg ikke skal bede hende vende sig om og tage et andet slags billede”.

Normalt er Olivia ikke en fotograf, der går højt op i sine billeders ‘tekniske formåen’ i forhold til lige linjer og det gyldne snit, men i billedet MIKO er det svært at komme udenom, hvor teknisk præcist motivet er fanget. De få farver i billedet er næsten geometrisk opdelt i flader, og det skaber en ro, hvorfor det centrale element i billedet kan aflæses enormt hurtigt.
Farverne på billedet virker enormt tiltrækkende, og man føler næsten en relation til kvinden, selvom hun står med ryggen til kameraet.

“Det er fantastisk, at det sker helt naturligt, fordi jeg klikker af lige der. Jeg er fan af 'Less Is More', og det bliver understreget her.”

EN DEFINITION PÅ SUCCES KAN ÆNDRE SIG

Udover at have lagt motiver til fantastiske billeder, har Japan også givet Olivia noget langt vigtigere med hjem. Nemlig en ændret opfattelse af hvad succes er og betyder, og en grounding i den måde hun er og vælger at gøre tingene, på.

At begive sig rundt i et land hvor kulturen er så paradoksal gør, at man både finder ydmyghed og taknemmelighed over en privilegeret tilværelse i Danmark, og samtidig finder en større mening med tilværelsen uden om den ydre bekræftelse, sociale medier hurtigt kan gøre os afhængige af.

“Det er paradoksale kulturer, og overordnet er det nok det, jeg elsker ved Japan.
På nogle punkter er de så langt fremme og på andre punkter, er de så uendeligt langt bagud. Det har været en interessant måde at perspektivere sin egen tilværelse på. Jeg føler mig ekstremt privilegeret og glad for, at jeg tilfældigvis blev født på et hospital i Danmark.”

Da Olivia rejste alene rundt i Japan, boede hun 4 dage i Wakayama-præfekturet i byen Koyasan; fødestedet for Shingon buddhismen, som praktiseres i Japan.
Det var et velkomment og åbent miljø, hvor hun oplevede alle typer af mennesker, der hver især var på en slags soul-searching. Der var plads til, at alle kunne være der med deres egne behov og indtryk.

“Om man er troende eller ej, så tror jeg ikke, man kan være der uden at føle, at man er i noget ekstremt helligt. Jeg følte, jeg var i ekstrem kontakt med ‘noget andet’, og jeg oplevede rigtig mange ting.”

Olivia fulgte sin mavefornemmelse og intuition til at vælge, hvor hun skulle gå hen, og følte at hun gang på gang blev belønnet med nye, store oplevelser. Dagene i Koyasan affødte en livsfilosofi, hun i dag prøver at efterleve. Hvis man tager de valg, der er gode for en selv, så kommer de højst sandsynligt også til at være gode for andre. Den gode gamle cirkel.

“Man burde få en medalje, hver gang man tager et valg baseret på ens egne behov og ikke på andres behov”

Vender vi tilbage til, hvad det vil sige at være en succesfuld fotograf, så er det tydeligt at høre i Olivias svar, at hendes oplevelser i Japan har ændret hendes kriterier for dette.
Hun har stadigvæk ‘ydre’ mål og en følelse af succes ved f.eks. at lave en fotoudstilling, men i dag handler succes for Olivia hovedsageligt om at have selvværd og ro omkring sin identitet.
At være i stand til at lave de rammer, hvor hun selv kan være til stede i fotografiet, og at stole på, at de valg, hun tager som fotograf, er de rigtige for både hende, for billederne, og for de kunder hun fotograferer for.

“Det er følelsen indefra af, at jeg godt må være her i stedet for at søge andres approval af mit arbejde. Hvis jeg skal være her - og blive ved med at være her - så skal jeg finde ro og stole på min intuition. Så kan jeg mærke hvordan, min selvtillid bliver opbygget.”

Et udvalg af Olivias smukke billeder fra Japan kan købes hos Framing People, og du kan altid finde billederne under ’SALG’ på vores Instagram: Framingpeople, eller kigge forbi butikken på Jægersborggade 47, 2200 København N.

Du kan også finde mere information om Olivia Rohde på hendes hjemmeside HER.